Hannibal i Roussillion
I året 218 før vor tidsregning erklærede den kartagiske hærleder Hannibal den 2. Puniske krig mod Rom.
Hannibal førte 40.000 soldater og elefanter over Spanien til Italien gennem Gallien i løbet af 5-6 måneder.

Fra Pyrenæerne til Alperne.
I felttoget gik Hanibal i spidsen for en hær på 6000 ryttere fulgt af 37 elefanter, og gik gennem de egne der skildte den iberiske Halvø fra Gallerne. Han sad på en elefant, der hed Surus (opkaldt efter nutidens Syrien).Måske kom den oprindeligt fra Indien. De øvrige elefanter, der var fra 2 til 2.40 m. høje, kom fra skovene, der dengang dækkede Numidie (nu Mauretanien) og Atlas. Folk fra Cartago havde allerede i den første puniske krig benyttet sig af sådanne elefanter.
Den kæmpestore hær gik mod Fontes Salsuae (de to kilder – senere Salses) en halv snes kilometer nordvest for Claira. (Se under udflugter). Det er den eneste galliske bygd, hvor man med sikkerhed ved, at Hannibal har passeret. Efter Salses camperede hæren ved Elne (14 km. syd for Perpignan). Bortset fra disse to stederfortaber Hannibals videre færd sig. Hvor gik han over i Alperme eller hvordan kom han til Podalen? Han skal have sagt til sine soldater: ”I forcerer nu ikke blot muren til Italien, men til selve byen Rom.

CLAIRAS HISTORIE
På Cataloniens flade kystland nord for Perpignan, ligger området der går under navnet La-Salanque, som refererer til den tidligere væsentlige saltproduktion. Claira er opstået allerede år 118 f.v.t. da en mand ved navn Clarius byggede på en lille høj her på stedet. Claira har været hovedstad i La Salangue og været kongeejet ligesom St. Laurent. Den sidste i kortere tid. En overgang bestod den af nogle småbyer og flere kirker. Krigshandlinger på 1600-taalet har reduceret den en del. La-Salanque består som allerede nævnt af de otte byer, hvoraf Claira har haft væsentlig betydning og i en lang periode var den byen med de største skatteindtægter.

Claira har aldrig haft noget byvåben, fordi den bar kongen af Aragoniens våben. Først for nyligt har man skabt sit eget byvåben, der består af en grå cirkel med en klokke, et tårn og en tidsel i et blåt skjold. Under skjoldet hæver en pansret ridderarm et sværd og under det finder man bølgelinier. Det våben kan man finde nedlagt i sten på Place du Marché.

Våbnet symboliserer Frankrigs to ældste kirkeklokker i kirken indviet til St.Vincent i 1806, hvis navn refererer til vinen og blod (vin et sang), et symbol der stammer fra Bourgogne. Det hedder sig, at St.Vincent var den der lærte bønderne at beskære vinen. Tårnet i byvåbnet skal vise, at byen har været befæstet fra omkr. år 1000.
Tidslen symboliserer, at den tilbage i tiden har været brugt til at rense fåreskind med.
I nabobyerne kaldtes folk fra Claira ”tidslerne”. Skjoldet antyder måske byens kongelige herkomst. Ridderens sværd hentyder til de mange grusomme overfald på byen. Bl.a. det blodige slag i 1639 hvor franskmændene trængte ind til byens slot og kirken, og hvor ligene lå i tre lag i gaden foran rådhuset. Adel og rigmænd flygtede til de nærliggende byer St. Laurent og Toureilles.
Allerede i 1400-tallet omkranser en lille å byen. En af de lokale fortæller at hendes bedstemor lå og vaskede her ved det nuværende "Ronde point Surprice". Rue Albert var også vand ligesom området syd for kulturhuset. I gaderne der hed noget med Blancherie vaskede man fårehuderne til læderarbejder. Bølgerne symboliserer floden, som har omgivet byen. I sin tid rejste seks mænd fra byen til kongen, som opholdt sig i sin besiddelse Sicilien, og fik her alle rettigheder til at udnytte vandet i l´Agly

Byen havde fire byporte: Mod nord Port de Notre Dame (Ved Cour le Grangerie), og i syd: Port de Perpignan, desuden en i vest Saltporten, samt endnu én i øst. Salt har været en vigtig produktion og var en ualmindelig kostbar handelsvare meget tidligt. Der har været adskillige voldsomme slag om Claira, især et under Ludwig d. 11. Der findes intet noteret om disse kampe; måske netop på grund af krigen. Det samme gælder kampene i 1659.
Det ældste dokument man opbevarer i byens arkiv er en liste over byens beboere omkr. 1400-tallet (måske endda så tidligt som i 1200-tallet) Her i byen taler man en slags catalansk, som ikke er rendyrket og under indflydelse af både spansk og fransk. Det reneste catalansk tales oppe i Olot, på den spanske side af Pyrenæerne. Man opbevarer også et dokument meget smukt kalligraferet på fåreskind fra 1390 til 1400, med de der betaler skat til kongen. Ludwig XIV gav de velhavende borgere lov til at stemme lige som adelen.
Claira var ophavsstedet til muscatvinen, ligesom champagnen en særbehandling af druen baseret på de ruingere afgrøder, fordi der omkring byen var så elendigt stenet jord. I 1397 dyrkede man Muscat, som skal være aftaget af bl.a. paven i Avignon. Den forfinede søde vin, man dyrkede, leveredes også til dronningens hof i Aragonien. Imidlertid var der på et tidspunkt en prior der hed Jean i Rivesaltes, som sendte dronningen 12 ankre Claira Muscat. Det førte til, at Claira´s Muscat for evig tid havde fået navn af Rivesaltes Muscat.
På den plan over byen som er tegnet i 1817, og som opbevares af Clairas historiske forening, kan man få et godt billede af den tidligere by. Her er slottet på kirkepladsen, og bymuren intakt. Det store gule hus på Place du Marché var i ældre tid et befæstet hus, som tilhørte familien Rovira. ”La petitesse” er en del af den ældste by, og huset må have ligget her fra den tidligste middelalder.

PYRENÆERNE
Betegnelsen Pyréné Oriental gælder hele bjergmassivet vest for Perpignan ind til Andorra, helt til den spanske grænse. Mens hele området noget nord for Perpignan hedder Aude, der tilhører Languedoc og som medtager byerne Narbonne, Carcassonne og Castelnaudary. Pyrenée Oriental er underdelt i flere småkantoner, en af dem naturligvis Roussillion.

Historiens Aragonien strakte sig fra det oprindelige område i Sydpyrenæerne og i omgivelserne af Zaragoza, som blev grundlagt tidligt af Visigoterne (Gotere som udvandrede fra Sydsverige omkring år 200.) Aragonien kom efterhånden til at besidde store dele af østkysten. Med i den også Catalonien, dele af Languedoc, Provence, De baleariske Øer, Korsika, Sardinien, Sicilien og det sydligste Italien. Catalonien er derfor rent kulturelt absolut ikke uinteressant, om man så må sige.

ARAGONIEN OG CATALONIEN       
Forløberen for det, vi i dag kalder Catalonien, var før man overhovedet talte om statsdannelse et område med skiftende folkeslag der passerede mod syd eller nord, indtil Aragonien tog form af stat.
Dette tidligere kongerige opstod under kampene mod araberne, idet en del Visigotere (Vestgotere) flygtede op i bjergene og dannede småstater, der ca. år 1000 kom under kongerne af Navarra. En af kongerne gjorde 1135 sin søn Ramiro til den første ”Konge af Aragonien”.
Alfons den Første havde allerede 1118 generobret Zaragoza fra maurerne, og gjorde byen til rigets hovedstad. Ved giftermål blev Aragonien i 1162 forenet med Catalonien, som med Barcelona
var i vækst, og i de følgende århundreder blev en betydningsfuld stormagt, der beherskede store dele
af Middelhavet med kolonier der som nævnt bl.a.omfattede Korsika, Sardinien, Sicilien og til dels Syditalien.. Desuden erhvervedes landskaberne Roussillon og Montpelliers, således at Aragonien efter Castilien var halvøens mægtigste kristne rige.

FØRSTE PARLAMENTARISKE FORSAMLING
1238 erobreres Valencia og Balearerne, der indtil da havde udgjort de mauriske kongeriger. Da Ferdinand den katolske af Aragonien 1469 ægtede Castilliens arving Issabella, lagdes grunden til Aragoniens og Castilliens forening i 1479. Af samtlige Europas stater var Aragonien den, der allerførst udviklede sig til et konstitutionelt monarki, hvorfor dets forfatnings-historie har en ikke ringe interesse. Kongens magt blev tidligt indskrænket ved en rigsdag - Cortez - der var delt i fire stænder(Gejstlighed, højadel, lavadel, og stændernes borgere).

1287 måtte Kong Alfons den Tredje udstede det såkaldte ”Unionsprivilegium”, ifølge hvilket Cortez skulle samles hvert år i Zaragoza, ligesom den fik ret til at vælge kongens statsråd og kåre en anden konge, hvis han fór retsligt frem mod noget medlem af Cortez uden stændernes samtykke.
Under Alfons den Femte udvidedes stændernes rettigheder, bl.a. bestemtes det at Justicia kun kunne udnævnes med Cordez samtykke. Også efter foreningen med Castilien beholdt Aragonien sin frisindede forfatning.

PERPIGNAN
Perpignan - oprindeligt en lille romersk by på domitienne-vejen Ruscino, som giver navn til det omliggende landskab Roussillon. Helt tæt på et gallisk-romansk bygningsværk, som blev ødelagt 828 af nogle barbarer der kom forbi, blev Perpignan grundlagt hen imod 927. I løbet af syv århundreder, er Perpignan blevet hovedby i Roussillon.
I 462 installerede Visigoterne (som havde besat store dele af det vi nu kalder Spanien) sig i Perpignan, og i 720 kom araberne til byen, der siden blev overtaget af de franske grever. Den sidste af disse vasaller testamenterer gennem arv Perpignan til Alphonse II af Aragonien i 1172. Nu begyndte der en balanceakt for Perpignan mellem Spanien og Frankrig. Hovedstaden i Roussillon blev også hovedstad i Det majoriske Kongedømme, der blev grundlagt i 1276 af Aragoniens konge Jacques I - ”Erobreren”. Perpignan blev forenet med Aragonien i 1344. Foreningen (visi)gotherne og Narbonne-regionen, blev den store middelhavsmagt i det 13. Og 14 århundrede - Catalonien - hvor det blev en privilegeret provins i Aragonien.

Den franske besættelse af Perpignan 1463-1473 og 1475-1493 og Francois I´stes besættelse af byen, overbeviste catalanerne i Roussillon om deres fremtidige skæbne i kongeriget i syd. Alligevel
var det den brutale politik fra Kong Philippe IV af Spanien, som til sidst fik indbyggernes til at slutte sig til Frankrig. Det blev definitivt ved underskriften af Pyrénée-traktaten i 1659.